Kom igennem det, der er svært

At komme igennem det, der er svært handler om...

  • Omfavnelse af det store "monster".
  • Bowlingkeglen der vælter.
  • Hækkeløbet du vinder.

Omfavnelse af det store "monster".

Kender du det, at når du fremlægger for andre, går til eksamen eller måske når du rækker hånden op i timerne, så bliver du nervøs og tænker over, hvad andre tænker om dig? I dette eksempel er nervøsitet og hvad andre tænker om dig det store "monster".

Du har altså et kæmpe "monster" ved din side eller inde i dit hoved - og det er i mange tilfælde pisse irriterende, ik? De fleste vil gerne slippe af med det "monster". Problemet er blot, at din hjerne ikke kender forskel på: "Jeg vil GERNE have at nervøsiteten er her - det er ok" og "Jeg vil IKKE være nervøs - det skal gå væk".  Hjernen registrerer noget med nervøsitet og forholder sig ikke til, om du ønsker den tilstede eller ikke ønsker den! Jeg er sikker på, du forstår det, hvis jeg siger til dig, at du lige nu IKKE må tænke på en stor lyserød elefant! 

Kodeordet til at du overvinder - og derved rent faktisk slipper af med - det store "monster" er omfavnelse og kærlighed! Total omvendt end du måske havde forestillet dig. Lige som hvis du skal trøste et lille barn, der græder. Kærlighed og omfavnelse. 

Forestil dig at du siger til nervøsiteten: "Kom her hen og sæt dig hos mig. Du må gerne være her, men vil du være sød at dæmpe dig lidt? Jeg ved, at du gerne vil have nervøsiteten til at fylde meget, men lige nu passer det virkelig dårligt!" 

Over tid vil du acceptere, at du er nervøs. Du vil blive bedre til at være ligeglad med, hvad andre tænker om dig. Og tro mig, en dag tænker du højst sandsynligt: "Har jeg nogensinde været nervøs og tænkt over, hvad andre tænker om mig?" 

Bowlingkeglen der vælter.

Når jeg coacher, bruger jeg en model, der hedder De Seks Trin. På hver af de 6 trin stiller jeg et hav af spørgsmål, som jeg ikke kender et eneste svar på. Jeg er blot nysgerrig. Det er lidt som at drøne mange bowlingkugler af sted en efter en og forsøge at få strike. 

Lad mig igen give dig et eksempel. Forestil dig en pige, lad os kalde hende Ditte, som er vokset op med en kærlig og omsorgsfuld mor. Dittes mor er en god og skøn mor. Desværre har hun ofte fokus på det negative, der sker omkring hende frem for det positive. Hun er bare ikke klar over, at det er sådan, hun har det. Ditte er nu begyndt at ligne sin mor på det punkt. Problemet er bare, at Ditte heller ikke ved, at hun har et mønster, som handler om fokusere på det negative. 

Som coach ved jeg det heller ikke, første gang jeg møder Ditte, men efterhånden som jeg hører Dittes svar til alle mine spørgsmål, så bliver jeg skarpere og skarpere i mine spørgsmål - eller skal vi kalde det mine bowlingskud - og pludselig rammer jeg den forreste bowlingkegle og der er strike!

Det er Dittes svar, der giver mig strike. Ditte er nu selv opmærksom på, hvad der er hendes største problem = den forreste kegle, og så falder resten af keglerne ofte med. Det lange seje træk ligger nu foran Ditte, fordi hun skal til at ændre et mønster, hun ubevidst har integreret igennem sin opvækst. Ditte skal have strike mange gange, før hun endeligt vinder den (bowling)dyst. 

Hækkeløbet du vinder.

Det tredje billede, som forhåbentlig også kan give dig en idé om, hvad coaching er, og hvordan du kommer igennem det, der er svært, kalder jeg for, hækkeløbet du vinder. Coaching handler om, at du på din vej gennem livet (heldigvis) møder en masse forhindringer. Hvis du altid vender om, går uden om eller bliver løftet over af andre, så er jeg ikke sikker på, du lærer at tro på dig selv og derved blive klar til livet. Livet er fyldt med hække, du skal igennem. Og ja, nogle gange snubler du, ryger i vandgraven eller må sætte tempoet helt ned og kravle over. Nogle hække kræver blod, sved og tårer. 

Et hækkeløb handler om at komme (først) i mål. Oversat så handler dit liv om at finde ud af, hvor du vil hen. Når du ved det, kan du begynde at forcere de forhindringshække, du møder på din vej. Og hvis det er vigtigt nok for dig at komme derhen, hvor du gerne vil være, så må du igennem disse forhindringer. Hækkene har forskellige navne, så som frygt, tvivl og bekymringer. Og det er helt ok. Det hører med til livet. 

En strategi til at vinde (livets) hækkeløb er at forestille dig, hvad du tænker om dig selv og hvordan du har det, når du så har vundet hækkeløbet. Hvilke følelser tror du, du vil møde, når du står på podiet og har nået det mål, du har sat dig for og har kæmpet for at nå? 

Coaching handler rigtig meget om, hvor du gerne vil hen i forhold til, hvor du er nu. Det kan være i forbindelse med valg af uddannelse, eksamenslæsning, at finde ind til hvordan du bliver en bedre udgave af dig selv eller at blive bedre til at sige fra overfor andre. For nu blot at nævne noget. 

Jeg håber, du har lyst til at øve dig i, at komme igennem det, der er svært? Du er altid hjertelig velkommen til at booke en uforpligtende samtale, så jeg kan høre hvad dit "monster" er eller hvilke hække, du ikke kan se, hvordan du skal komme igennem. 

Kh Trine M. Lønfeldt
Coach · Mentor · Underviser